Så er vi i gang..

Billeder fra tirsdag d. 7 marts 2017. Jorden er gravet op og der er gjort klar til sand.

Billeder fra torsdag d. 9 marts 2017, Nu er huset sat af og materiale til påbegyndelse af sokkel står klar.

.

Tålmodigheden har været lille siden de endelige valg blev truffet, men nu kan vi endelig sige at de er i gang. Den lille tålmodighed hænger nok også lidt sammen med at vi nu har sagt farvel til det gamle hus, nøglerne er overdraget til de nye ejere og at vi nu skal finde os til rette i en midlertidig bolig indtil byggeriet er færdigt. Vi undrer os dog stadig over den lange ventetid på påbegyndelsen men kan se at de også er begyndt at arbejde på nabogrunden, så måske er det dem vi har ventet på (det får vi nok aldrig be- eller afkræftet). Men det vigtigste er dog at de er gået i gang, der er gravet ud, sandpuden er lagt og huset sat af. Huscompagniet har i dag bekræftet i en mail at de er i gang og at sokkelarbejdet forventes færdigt senest d. 20 marts  2017 og først der vil vi nok blive kaldt til byggemøde med byggeleder, han er dog allerede kontaktet idet vi gerne vil have en kyndig ud for at kigge på gulvvarmen inden betonen kommer på. Der har ikke rigtigt været dialog med huscompagniet udover med den sælger vi havde kontakt til og det er lidt frustrerende da vi bare på disse få dage har fået en række spørgsmål. Et af dem er i forhold til den jordbunke der nu er på grunden og som jo nok skal fjernes på et tidspunkt, der har vi fra vores sælger fået at vide at det skal vi tage med entreprenøren, men fra dem har vi kun fået oplyst i en mail at de går i gang, intet om et møde på grunden. Det andet er at vi stadig mangler den endelige projektering osv. Vi ved stadig ikke helt hvornår de forventer at være færdige udover den deadline der er indskrevet i kontrakten, men mon ikke den er lige på trapperne. En ting er i hvert fald sikkert, vi glæder os til at se det endelige resultat til sommer.